For to år siden skrev jeg mit sidste blogindlæg. Det er faktisk en smule mere. Min amatørblog – med tryk på amatør – har siden stået stille og de fleste har med allerstørste sandsynlighed glemt, at jeg nogensinde havde én. Jeg stoppede med at skrive, da jeg mistede ham, min første kærlighed. Jeg stoppede med at gøre mange ting, som jeg elskede.
Ganske få tog sig modet og spurgte, hvor mine ord blev af. Jeg fortalte, at de var forsvundet med ham, men det var de ikke. Jeg stoppede ikke med at skrive, fordi jeg ikke kunne finde ordene. Jeg stoppede med at skrive, fordi de gjorde for ondt at formulere.
Når jeg lader mine fingerspidser danse over tastaturet, fordyber jeg mig i min sindstilstand – i min sorg og det er et smertefuldt sted at komme. Et sted, hvor jeg ofte kvæles af min gråd.
Vores socialkonstruktion er kompliceret, stablet sjusket og kan med et enkelt forkert svar falde fra hinanden – for af høflighed spørger du mig, hvordan det går og jeg fejer dig af med: ”Det går fint”.
Indlært og monotont.
Mine sociale egenskaber rækker ikke altid til at vurdere, om du forventer et hudløst ærligt svar – og så står vi der kejtet i Faktas brødafdeling, flakker panisk rundt med øjnene på de forskellige varianter og lader som om, at vi ikke køber det samme rugbrød hver eneste gang. Oftest spørger vi nemlig af høflighed og ikke af rette intention – og hvad skal man svare, når socialkonstruktionens vante rammer brydes?
Du griber dit rugbrød, kigger på uret, kløer dig i nakken og fortryder, at du fik spurgt af høflighed – uden intentionen om et hudløst ærligt svar – og nu står jeg her og kaster om mig med sorg og smerte. Mine følelser skræmmer dig – dine egne følelser skræmmer dig. Så hellere komme tilbage efter æggene og løgene til dine røvkedelige frikadeller, som står på ugens madplan.
Min amatørblog handlede om knuste hjerter og lunkne madpakker, om brandsår på knæene og knæk på stoltheden. Den handlede om vin – litervis af vin – og endte altid med et lille håb eller råb om, at dette nok skulle gå alligevel. Mest som en påmindelse til mig selv. Om ikke andet, kunne det glemmes med et glas vin eller en flaske. To om nødvendigt.
Og så skete det. Min verden faldt fra hinanden.
Alt i min krop var i alarmberedskab. Forvildet og panikslagen sendte min hjerne signaler til min krop – LØB, STIK AF, GEM DIG!
Bomstille lå jeg og stirrede blankt op i loftet – ikke en muskel var i bevægelse. Jeg havde det af helvedes til. Fuldstændig elendigt. Brækket over i to og krøllet sammen, og smerten lammede min krop.
Lige så hurtigt, som min verden faldt fra hinanden, forventede alle at den genopstod – som Jesus’ korsfæstelse og genopstandelse. Det blev morgen, solen stod op, lyset hos tandlægen på den anden side af vejen tændte, parkeringspladsen blev fyldt med biler og patienter kom dryssende ind. Alt stank langt væk af en typisk mandag, men anede de slet ikke, at verden var faldet fra hinanden? I raseri rev jeg gardinerne for, bandede over deres bekymringsløshed og hidkaldte dybe huller og smertefulde rodbehandlinger til hver og én – fandens egoister. Her stod jeg med søm igennem hænder og fødder, dryppende med blod og så havde de den frækhed at lade verden gå videre.
Jeg blev et spøgelse af mig selv – kunne kun rumme min egen verden og følte mig alligevel så forbandet ensom og alene i den. Omkring mig fandtes angsten for at røre mig – som skulle al min sorg og ulykke smitte som en dødelig sygdom. Der blev brugt både spurt og spring for at undgå at vælte socialkonstruktionen. Tænk, hvis jeg faktisk fortalte, hvordan jeg havde det og ignorerede vores indøvede svar: ”Det går fint”.
Der var dage, hvor jeg røg direkte i hovedet på én, råbte og skældte ud for hele verdens problemer. Jeg mistede besindelsen og med spyt flyvende ud af munden, skreg jeg skingert af en Fakta-medarbejder med et ’Ny i job’-skilt. Jeg var så rasende, at jeg bebrejdede ham for hungersnøden i Afrika og den tåbelige idé til Brexit.
Kort efter blev jeg overmandet af min dårlige samvittighed og druknede i skam og skyldfølelse. Det var faktisk ikke jordens undergang og slet ikke hans skyld, at varen ikke gik ind til ugens tilbud fra avisen.
Lang tid efter jeg mistede ham, var jeg så ræd for at miste kontrollen, at jeg sjældent opdagede det før jeg havde revet hovedet af en uskyldig. Jeg var så rasende på verden, rystende af had og frygt og ædt op indvendigt af min sorg. Jeg savnede ham hver dag. Savner ham hver dag, men det snakker vi ikke om mere. Nu er vi kommet videre, ikke?
Alene i 2019 døde næsten 54 tusind danskere – alligevel prøver vi at tie vores egen og hinandens sorg ihjel. Men jeg vil ikke tie. Jeg vil råbe højlydt uden skyld eller skam. Mine minder med ham forsvinder ikke, fordi han gjorde og jeg vil så nødigt undskylde for din utilpashed af mine anekdoter. De er stadig lige farverige, smukke, fyldte af blomster og solskin – nogle er præget af regn og blæst, men begge hører til i relationer og minder.
Vores socialkonstruktion falder fra hinanden, når vi river op i de svære tanker og følelser. Vores socialkonstruktion destrueres komplet og kan ødelægge ethvert glas vin, når jeg nævner ham – for jeg er ikke kommet videre, men jeg kan næppe være den eneste, kan jeg?
Men min sorg vil jeg ikke lade være meningsløs, så her er mit stille råb i denne tid, hvor vi verden over mister så mange liv. Lad ikke sorgens fugle bygge rede i dine nærmestes hår – anerkend den, giv den tålmodighed og omsorg. Tal om den – sorg bliver mindre, når den deles med andre.
Tak til de ganske få, der tog sig modet og spurgte, hvor mine ord blev af. Tak for at give mig plads til at tale om ham – nogle dage med tårer, men de fleste dage med smil
