Jeg tilgiver dig, Mads. Jeg ved, at det var de ord, som du så brændende gerne ville høre. Jeg har tilgivet dig for længe siden, men du bar stadig på skyldfølelsen af vores kampe – det ved jeg, at du gjorde.
Jeg tilgiver dig for at forlade os nu – for jeg bliver nød til at tro på, at der var mening i, at du skulle af sted nu, ellers bliver verden et for grumt og uretfærdigt sted at leve i.
Jeg har bidt mine negle ned. Bidt dem helt ned til rødderne, så de bløder og gør ondt. Jeg bider aldrig negle – kun lige nu. Det er svært at være alene i mit eget hoved – for hver en diskussion gennembanker mig med knytnæveslag og spark i ansigtet.
En konstant opkastfornemmelse gør det svært at få en bid i mig. Det er et mareridt. Ét jeg ikke kan vågne op fra.
Jeg har bandet, spyet med ild og svovlet over ord, der stod i avisen. Du var mere end de 322 ord, 1807 tegn og stavefejl, som de brugte på dig. Denne artikel vækkede en indre bitterhed i mig – ikke en sur pensioneret jeg-fik-2-kroner-for-lidt-tilbage-i-Netto bitterhed, men en hjertens kunst bitterhed. En bitterhed over livet og hvor nemt det er at frarive os det.
Jeg er hjertens knust over, at du har forladt os. At du har forladt mig og jeg ikke kan ændre på det faktum ligegyldigt, hvor mange tårer, der triller ned af min kind og hvor mange ord mine fingre får skrevet på dette tastatur. Det bringer dig ikke tilbage.
Grufuldt har jeg skulet på ældre mennesker og forbandet Dem, at De ikke tog én for holdet. De er færdige med at udleve deres drømme – du var først lige begyndt. Men irrationaliteten tager overhånd for mig og jeg er parat til at ofre halvdelen af mit studie og totredjedele af Odense for at få dig tilbage. De burde evakueres – for jeg har lyst til at slå, sparke og bide.
En kende rationalitet slår mig i hovedet og forklarer mig, at livet ikke fungerer således og disse mennesker, som mine irrationelle tanker fratager livet, er også nogens dig. Disse mennesker har også den betydning, som du har for mig, for en anden.
En dag skal jeg acceptere, at du forlod os. At du forlod mig. Der skal nemlig komme en hverdag efter dig, men lige nu står jeg midt i min sorg, midt i mit værste mareridt og det er okay at være irrationel og føle, at hele verden er pisse uretfærdig og dybt til grin.
Jeg står ud af sengen om morgenen, selvom jeg har ligget søvnløs i flere dage. Jeg vandrer rastløs rundt, bleg og med følelsen af at være et spøgelse af mig selv. Jeg trækker vejret, men jeg lever ikke. Vandrer bare uopmærksom rundt i en boble og lader livet passere.
Selvom jeg er ituslået, indebrændt, hjerteknust og føler mig så grotesk bedraget af livet, så hjælper det ikke dig, at mit liv går i stå. Det hjælper ikke dig, at nogle af dine efterladtes liv går i stå. Det ville du ikke ønske.
Jeg lover dig, at jeg nok skal finde tilbage til livet.
Tilbage står jeg med minderne, kærligheden og smerten, og selvom du forsvinder, forsvinder hverken vores minder, vores kærlighed eller min smerte nogensinde. Jeg lover dig, at jeg nok skal finde tilbage til livet, men jeg bliver aldrig den samme – ikke uden dig.
Du er den, der kender hver en glæde, hver en tåre og hver en hemmelig. Du kender hver en succes og hver en fiasko. Du kender hver en dårlig hårdag og hver en sko, der har klemt. Du kender hver en kærlighed og hvert et kys, og derfor ved du også, at man aldrig rigtigt kender mig uden at have hørt historien om dig.
Vi elskede hinanden. Jeg elskede dig og du elskede mig, men vores tid var turbulent og det var hverken rette tid eller rette sted nogensinde. Vi skændtes, råbte og skreg, og dømte evig forbandelse over hinanden, men vi gav aldrig slip og selvom vi kunne være styrtende uvenner, var vi altid hinandens.
Min evige taknemlig går til, at vi sluttede vores turbulente, passionerede og ekstraordinære forhold af som værende venner. Et sted midt imellem.
Din kærlighed har lært mig aldrig at tage til takke med middelmådig kærlighed. Lært mig, at jeg altid skal stræbe efter den slags kærlighed, som vi to havde. Jeg lover dig, at jeg nok skal ende lykkelig – for det ved jeg, at du ønskede.
Galsindet kritiserede jeg dig for at bryde dit allerhelligste løfte – du lovede, at jeg aldrig ville være alene i livet. Med mine tårer rislende ned af min kind fordømte jeg dit ord, men hver en tårer blev med en blid hånd tørret væk af en nær. Jeg er ikke alene, Mads og det gør mig ondt, at jeg beskyldte dig for dette.
Jeg lover dig, at jeg nok skal bekæmpe trætheden, appetitløsheden, kvalmen og gråden og komme tilbage til livet. Det lover jeg dig.
Det tog mig tid at smile af mindet om dig. Jeg havde en trang til at fortælle hele verden, at du elskede mig og jeg havde patent på dette savn af din kærlighed, men det er ikke konkurrence om, hvem der har flest minder; hvem der har grædt mest eller hvem der føler den største tomhed.
Jeg værner om hvert et smil og hver en glæde med dig – og du bedrog med millioner af disse. Du havde det smil i øjnene, som min mormor plejede at sige det, der gjorde, at hele verden forelskede sig betingelsesløst i dig.
Jeg så hilsnerne på dine sociale medier og jeg ønskede at gøre det samme, men jeg kunne ikke formulere mig. Jeg kunne ikke finde de rigtige ord eller de rigtige sætninger. Hvordan skulle jeg beskrive vores liv i et par sætninger? Sproget er blot et fattigt ord til at beskrive det liv, som du levede.
I mine ord og sætninger kan jeg formulere de ting, som min mund ikke kan spytte ud. Det plejer at lette mit hjerte, men lige nu er det så utrøsteligt. Mine ord yder dig aldrig fuld retfærdighed.
Jeg lover dig, at jeg nok skal finde tilbage til livet og slutte fred med mig selv. Slutte fred med, at alle de rigtige ord og rigtige sætninger kan jeg aldrig formulere for at yde dit liv retfærdighed.
Du var kærligheden, omsorgen, anerkendelsen, smilet og forelskelsen i livet. Du var troen på håbløse drømme, og nu er jeg bange for at løbe tør for drømme og bange for at drømme nye. Allermest er jeg bange for at drømme en drøm uden dig, og dette mareridt blot vil fortsætte.
Men jeg lover dig, at jeg nok skal finde tilbage til livet, undergrave mine indre dæmoner og romantisere om fremtiden – ligesom du gjorde det. Det lover jeg dig.
Du tager en del af mig med dig bort og jeg tager en del af dig med mig videre i livet, og jeg vil forsøge at huske dit smil på en mine regnvejrsdage. Jeg tilgiver dig det hele og jeg lover dig, at vi nok skal finde tilbage til livet.
Dette er kun min side af vores historie. Din får vi aldrig.
Mads Hønnerup Nielsen
22.juli 1996 – 1 oktober 2017
Vi ses en dag ♥
