I disse dage fylder jeg mit hoved med en masse fremmedord om kritiske succeskriterier, krydspris-elasticiteten og kvadrede estimationsfejl. Til eksamen kaster jeg rundt de forkerte begreber og formår at kombinere statistik, marketing og virksomhedsøkonomi i ét samlet fag.
Reeksamens datoer har jeg allerede sat ind i kalenderen – for hvad nu hvis. I dag stod den på virksomhedsøkonomi og består jeg denne, giver jeg Tequila til hele klubben og en bajer at skylle ned med.
Med en bogstabel på hovedet og et usselt håb om, at al denne viden vil transporteres direkte ned i skallen på mig, sidder jeg på Netdoktor og selvdiagnosticerer mig med neurasteni, der er kendetegnet ved træthed efter de mindste anstrengelser, søvnforstyrrelser, koncentrationsvanskeligheder, hukommelsesforstyrrelser og spændingshovedpine. Lidelsen dækker nok enhver studerende i eksamensperioderne.
Af min sensitive hud, der er blevet helt teenagerfjollet og sprunget frem med rødme og bumser, fremgår det at hverdagen ikke sættes på pause for disse eksaminer. Tværtimod har en idiot trykket på spolknappen – lige pludselig er det tirsdag og jeg skal til eksamen i virksomhedsøkonomi, og mangler stadig at læse femtenhundrede siders pensum.
Under denne terping af formler til at beregne nutidsværdien og marginalomkostningerne, frembryder denne kæmpemæssige fortrydelse af ikke at have været den flittigste studerende. Jeg har ikke opgivet livet for studierne.
Jeg tog en spontan tur til Paris, selvom jeg burde have siddet til statistikforelæsning i kapitel 7. Kapitlet skulle være sværere end kapitel 6, som vi gennemgik gangen forinden, hvor jeg havde så absolut ingen forståelse af hvad der forgik og sad mut med albuen placeret i bordet og hovedet i hånden.
Jeg tog den torsdagsbytur, selvom jeg burde have siddet til forelæsning i virksomhedsøkonomi om fredagen kl. 10 og jeg tog den ekstra vagt på jobbet, fordi der var en sygemelding, selvom jeg burde have forberedt mig til næste uges undervisning.
Fejlprioriteringerne føles af mange i læsesalen dagene op til eksamen. Al rationalitet forsvinder og beskyldninger flyver i alle retninger. Det er sgu også min inkompetente undervisers skyld, at jeg ikke forstår præferenceforholdet som en indifferenskurve viser – men hele verdens problemer syntes pludseligt at være underviserens skyld.
Dog må jeg nok erkende, at det er min egen skyld, at der ikke kommer til at stå et 12-tal i mit eksamensbevis – for selvom jeg bestræber den gode karakter, har mine egne prioriteter været skyld i udfaldet.
Jeg kommer aldrig til at brænde igennem på mit eksamensbevis – for dét der foregår uden for undervisningslokalerne fanger min dybeste interesse. Forhåbentligt erhverver jeg mig nogle egenskaber ud over de faglige færdigheder, som gør at min karakter skiller sig ud nu hvor mine karakterer ikke kan.
Efter et par liter kaffe og erindringer om sidste uges bytur, vil jeg sætte det sidste punktum i mine eksaminer. Et punkt jeg sætter med store ambitioner for fremtiden og uden tvivl om, at jeg skal nok ende med mit drømmejob, selvom jeg får 02 i statistik – eller måske dumper én gang eller to.
