Det her er min undskyldning til dig. Èn, som du aldrig kommer til at få.
Krumrygget og med røde øjne sidder jeg som verdens værste menneske. Jeg kan garantere dig, at jeg utallige gange har krummet tæer over min egen opførsel – følt mig dum og barnlig. Nærmest dagligt føler jeg mig som et forfærdeligt menneske, fordi jeg kører over for gult eller tager det sidste stykke kage.
Selvpinslen tager sin ende momentet efter jeg har passeret krydset eller sunket den sidste bid, men hvordan skal jeg nogensinde kunne slutte fred med mit hjerte?
Vi, du og jeg, tilbragte timer sammen med kaffe, med hånd i hånd, med bilture, med mad, med vin, med kys, med gåture, med smil og med latter.
Vi, du og jeg, råbte af hinanden – forbandede hinandens eksistens og stak spanden i jorden til hinandens grave, hvor vi lagde en gravsten med store blokbogstaver, der formulerede skældsordssammensætningen: “LORTE-IDIOT”.
Modløs og med rystende hænder sidder jeg som verdens værste menneske. Nu hedder den jeg – for der er ikke længere noget vi eller noget du og jeg, og nu er jeg, kun mig, jeg alene, rasende.
Rasende over de ord, som jeg aldrig fik sagt – for jeg vidste det udmærket godt. Jeg vidste udmærket godt, at du var syg og alligevel kunne jeg ikke sluge min egen stolthed, min egen arrogance, min egen stædighed – jeg kunne ikke sluge mit eget forbandede enorme ego for at ønske dig god bedring.
Jeg sidder som verdens værste menneske – for det allersidste minde, jeg har med dig, er en diskussion, hvor jeg smækker døren og råber, at jeg aldrig vil se dig igen. Den allersidste besked, jeg har fra dig, er en undskyldende besked, som jeg aldrig besvarede.
Vi var dovne gravere og havde begravet hinandens eksistens lige under jordoverfladen. Med et enkelt spandestik – med en enkel besked – kunne vores sidste minde – vores sidste besked – være blevet en anden.
Vi, du og jeg, og ikke mig alene – vi var udødelige! Hvor vover du at gøre os opmærksom på vores menneskelighed? Vi var udødelige, Jesse!
Sårbar og tåretrillende sidder jeg som verdens værste menneske – for jeg ønsker ikke andet end at drikke din elendige kaffe og diskutere sneprognosen for den kommende uge. For en gangs skyld ville jeg endda ikke brokke mig én eneste gang op af den 158 trins stejle trappe til din lille hytte, selvom sveden ville dryppe af mig og jeg ville lide af åndenødsbesvær allerede på halvvejen.
Sig mig, hvad har dine nærmeste gjort af dit fund af den oldgamle plakat fra de olympiske vinterlege? Du ved den, hvor vi stod uforstående over for fleste discipliner. Ved de godt, hvor meget du elskede den plakat?
Tænk at den bitre kaffesmag er fuldstændig ligegyldig nu. Det hele er ligegyldigt nu – for selvom jeg skriver en undskyldning til dig fra det inderste af mit bankende hjerte, så er det pisse ligegyldigt, når dit står stille.
Vi, du og jeg, begravede hinanden levende, men presset fra det tonstunge jord blev overbragt med nyheden om din livsløshed. Trykket ligger på min brystkasse og gør det nærmest umuligt for mig at trække vejret.
Først ramte tabte af dig, så ramte min egen moralitet og til sidst – den værste vejrtrækning – mit sidste minde med dig. Jeg snapper stadig efter vejret.
Forgrædt og med snot løbende i ellevetaller sidder jeg som verdens værste menneske og er tvunget til at leve med det. Jeg kommer aldrig til at slutte fred med mit hjerte og jeg kommer aldrig til at acceptere det, men dette er ikke usundt.
Så dette er mit sølle nødråb til verden om aldrig at lade solen gå ned over din vrede.
Undskyld, Jesse.
Hvil i fred
Jesse Grant Murton
16.02.1990 – 24.04.2017
