Det rungede lidt ekstra i ører, da jeg blev stillet dette spørgsmål. Kræsede i mine tanker i en uendelighed og jeg lod ikke til at kunne svare. Spørgsmålet var jo som sådan ganske simpelt – hvem forventede jeg, der ville læse med på min blog?
Hvem fanden ville egentlige donere deres dyrebare tid af livet på at følge nogle ord, som er blevet hørt så ofte før? Ord om knuste hjerter, regnvejrsdage og lunkne madpakker. Jeg har trods alt ikke opfundet den dybe tallerken og kan lære af mig derved.
Ord, som sjældent er blevet nævnt, er ord om min uddannelse. I et par sætninger har jeg måske kort refereret til slags skolegang med organisationsteori og overforbrug af kaffe, men helt konkret har jeg aldrig udspecificeret, hvad jeg i bund og grund render og bruger så mange timer på universitet på.
Jeg læser en Negot, der er en god kombination af humaniora og samfundsvidenskab. En blanding af erhvervssprog og erhvervsøkonomi. De fleste dage er jeg begejstret for denne uddannelse – selvfølgelig med undtagelse af mandage; dage, hvor det regner og dage, hvor jeg står op før solen gør.
I dette semester har jeg statistik og med en hurtig sandsynlighedsberegning, kan vi konkludere, at jeg er begejstret cirka en enkelt gang om ugen. Men hey, det er jo alligevel 52 gange på et år og det er jo ikke så skidt.
Jeg er på andet semester – hvilket vil sige, at jeg har otte semestre tilbage før, at jeg har færdiggjort en kandidat. En lang videregående uddannelse, der hverken vil blive fejret med studenterhuer, lastbilkørsel eller en uge med en konstant promille.
Otte semestre mere, hvis jeg ikke når at pakke min rygsæk og flygte på eventyr i junglen.
Otte semestre mere til at blive voksen. Kun otte semestre til at lære at prioritere, have styr på økonomien og lære ikke at drukne mine kærestesorger i rødvin på en tirsdag. På den anden side af universitets trygge mure og månedlige SU-udbetaling venter den virkelig verden og den kan slå hårdt, hvis man ikke er forberedt på den, så jeg dumper min fede røv fladt i sædet til forelæsningerne og anstrenger mig for ikke at booke flybilletten væk herfra. Jeg prøver virkelig, Mor. Det gør jeg.
Med armene over kors kan jeg se mig sur på hele verden, når den ikke følger min tankegang. Uanstændig, uansvarlig og direkte pisse umoden er adjektiver i min personlighed, som mine to første semestre ikke har taget fra mig. Somme tider strukturerer jeg min hverdag med møder, vagter og aftaler i min kalender for kun at strege dem ud med en rød tusch og gemme mig indviklet i et tæppe – indtil jeg er klar til at være lige så voksen, som der står i mit kørekort jeg er.
Med mikroskopiske skridt og tøven træder jeg i voksenhedens retning. Sommer tider. Jeg har endda meldt mig ind i en fagforening. Det tager kun 5 min og et NemID at indmelde sig på deres hjemmeside, men lad det nu lægge. Dette var en af mine mikroskopiske skridt!
Siden er min mailboks blevet bombarderet med, hvad jeg vil kategorisere som hamrende ligegyldige mails. Alligevel har jeg en sær tendens til at åbne dem og læse et par linjer – om jeg er ualmindeligt nysgerrig eller ubevidst bange for at gå glip af noget, aner jeg ikke.
Èn af disse mails fangede min opmærksomhed med læresætningen: “Hvis du skriver til alle, rammer du ingen”, og indlægget var skrevet af blogredaktøren, Kathrine Louise Nielsen. Jeg trykkede på linket i mailen, hvilket sendte mig til hendes indlæg, hvor hun beskrev en teknik til at ramme den enkle læser – hver og en.
Ganske simpelt skulle man blot opdigte en personlighed, som man ville rette alle sine indlæg direkte imod. Navn, alder, baggrund og bopæl – jo flere detaljer desto bedre. En beskrivelse af deres drømme, frygt, ambitioner og frustrationer.
Min opdigtede personlighed var en ren kliché og var enten en ludfattig tigerpige uden adgang til internettet eller en stinkende rig, silikonefyldt housewife uden ansigtsudtryk – der var no in-between.
Modløs stirrede jeg mod mine få eksisterende indlæg på bloggen, mens spørgsmålet fortsat rungede. Hvem havde jeg skrevet disse for? Hvem skulle donere deres dyrebare tid på at følge mine ord? Hvem i alverden ville det?
Det ville jeg.
Det her er mit yndlingssted. Her, hvor jeg kan give mine tanker lyd og lade dem gro i alle retninger i former og vendinger af ord, som min mund oftest ikke kan udtrykke. Her, hvor jeg kan kaste med alt det, der bryder sig i mit hoved. Det her er mit yndlingssted og jeg elsker at komme her.
Måske jeg aldrig skriver et ord mere af mine tanker ned i morgen eller måske jeg finpudser hver en sætning og lader det blive min levevej – who knows? Jeg gør det lige akkurat så længe, at jeg elsker det og ikke ét sekund mere. Så længe, at det her er mit yndlingssted at komme, lægge hovedet tilbage og lade tankerne strømme. Den dag jeg forbander mine ord i samme grad som opvasken og vinduespudsningen, stopper jeg.
Så jeg har ingen plan for min blog – hverken kortsigtet eller langsigtet, selvom min underviser i marketing prøver at banke ind i hovedet på mig, hvor vigtigt det er. Strategi er et succeskriterie – det står der i hvert fald i min lærebog.
Det er et enormt arbejde at have en blog, et uhyrt arbejde at finde på nye ord og sætninger og sgu et gigantisk arbejde at være blogger. Det tog mig et hovedspring i børnebassinet med illusionen om at svømme med hajer at indse, hvor mange ressourcer det kræver at have en blog. Jeg har stor respekt for hver og en – amatør og professionel.
Det er pinefuldt at erkende, at jeg ikke kan klare hele verden alene. At jeg, ene kvinde, ikke kan udrydde hungersnød, etablere verdensfred og afskaffe Trump som præsident – men jeg må se mig overmandet af hverdagen. Jeg er amatørblogger med stort A, og i den nærmeste fremtid er det alt, jeg forbliver.
Min kasten med ord stopper ikke, men – med trykstreg under – jeg lader det her være mit yndlingssted. Jeg vil ikke ødelægge dette sted og dét jeg elsker for at få flere følgere – for at skrive direkte til en opdigtet personlighed.
Med hånden på hjertet undskylder jeg til De, der forgæves må opdatere en ekstra gang eller De, som jeg skulle miste ved de sjældne indlæg.
Jeg lovede i mit første indlæg på denne blog, at jeg ville lade enhver sno sig under mit skind og jeg må erkende, at jeg ikke kan gøre det helhjertet, hvis jeg kun bruger halvhjertet tid på det. Jeg vil ikke byde min værste fjerne overfladiske ord for deres dyrebare tid.
Derfor jeg krydser for alt i hele verden fingre for, at Line vil donere sin dyrebare tid, fordi hun er lige så træt af statistik og binomialfordelingen, som jeg er; at Katrine vil donere sin dyrebare tid, fordi hun fik såret sit hjerte og drikker rødvin på en tirsdag, som jeg gør; at Michael vil donere sin dyrebare tid, fordi han faktisk synes, at lige præcis mine ord er hammer fede
– og Mathilde vil donere sin dyrebare tid, fordi det også er hendes yndlingssted at komme, ligesom det et mit.
