Jeg kører i en gammel Peugeot 106, der næsten er ældre end jeg. Den er rød og pinlig, som Linse Kessler ville have sagt det. Den er lige gået igennem syn – hvilket er et mirakel i sig selv. Den larmer mere end den kører og det eneste, der nok rigtig er noget værd, er benzinen i tanken.
Jeg må nok sande, at gearkassen er ved at stå af og det kan jeg kun bebrejde mig selv. Jeg er en direkte elendig bilist – kører med alt for mange omdrejninger i et for lavt gear og skifter alt for sent.
Egentlig er jeg ikke den store bilentusiast og skulle jeg skrive et ord mere om bilmotorer, blev jeg nød til at Google mig frem til disse fremmedord. Der er dog noget genkendeligt ved denne gamle Peugeot 106, når jeg træder speederen i bund og bander over, at den ikke kan køre hurtigere.
Lige nu er jeg ved at gøre nøjagtig det samme ved mig selv. Jeg er af den naive overbevisning, at jeg kan nå det hele, hvis jeg presser speederen hårdere i bund – selvom jeg bare er ved at træde den stakkels pedal ud af undervognen.
Psh, selvfølgelig kan jeg sagtens være studerende på fuldtid med to deltidsjob plus fuldtids vinter og sommersæsonjob – samtidig med at være aktivt medlem i to studieforeninger.
Udover det har jeg en masse fritidsinteresser i den fritid, som jeg næppe har. Jeg drikker rødvin, går i byen og sveder den dårlige samvittighed væk i fitness. Det nyeste tiltag er svømning, hvor jeg vidst kun har navnet til fælles med Pernille Blume. Noget i stil med at jeg svømmer som en sten og dykker som en prop.
Som et sidespring i hverdagens ræs, har jeg denne blog, hvor jeg frit ytrer min evige klagesang.
Der står malet selvstændighed i panden på mig, men det er efterfulgt af traditionalitet, og der er ingen tvivl om, at jeg laver en U-vending og træder speederen lidt ekstra i bund, hvis mor og far har brug for hjælp derhjemme. Her er det ofte mine kunstneriske evner, der bliver efterspurgt – og dem har jeg en hel del af, men jeg glemmer dem ofte.
Med knæet på rettet, telefonen i den ene hånd og kalenderen i den anden rammer jeg tophastighed.
Jeg klemmer hellere en frokostaftale ind mellem en morgenvagt og en aftenvagt end at risikere at gå glip af noget. Så sidder jeg der med albuen i bordet, gaber og stikker til maden, mens jeg noget så ihærdigt prøver at fokusere på nuet i stedet for de hundrede og niogtyve ting, som min kalender påminder mig om at nå.
Jeg er lidt af en spøgelsesbilist, der fejlagtigt har taget den forkerte nedkørsel til motorvejen. Blændet af modkørendes lys, reagerer jeg og vender tilbage fra min tankestrøm af tidsstruktureringer.
Jeg presser på speederen lidt ekstra og prøver at gøre det hele helt, men ender altid med at gøre det hele halvt og får spurgt ind til den forkerte ekskæreste, som hun jo ikke har haft skyggen af kontakt til de sidste 4 år. Come on, Pernille. Jeg tager fat i gearstangen og vil skifte, men der er ikke indbygget flere gear og motoren begynder at larme.
Den brokker sig akkurat lige så meget, som jeg gør. Jeg ser mig sur på alle de ting, som jeg plejede at elske og værdsætte. Min benzinmåler indikerer, at jeg er ved at løbe tør brændstof og nærmest kun kører på dampene.
Mit kørekort er i konstant fare, fordi jeg suser forbi med langt højere fart end tilladt. Ofte overser jeg cyklister, svinger til højre og bringer enhver i livsfare. Jeg bander de andre bilister i graven og trykker aggressivt hornet i bund med en fuck finger i ruden, hvis det ikke går stærkt nok.
Jeg vil så gerne frem i verden og jeg vil så gerne undgå at spilde min tid, men sandheden er, at jeg spilder al min tid lige nu. Spilder min tid på at være træt og brokke mig, fordi jeg ikke kan acceptere, at jeg er tvunget til at gå glip af noget.
Min mor har altid bedt mig køre pænt med ordene: “Hellere 5 minutter for sent end 50 år for tidligt”, og selvom hun har refereret til risiciene ved at køre for stærkt, så vil jeg nu prøve at tage dette råd med mig ud af bilen.
Jeg vil prøve at lade foden slippe speederen og nyde turen i stedet for kun at fokusere på destinationen – også selvom jeg måske er fremme 5 minutter senere.
