Efter min far havde sat min studenterhue på mit hoved, tog jeg alle mine privilegier under armen og fløj over Atlanterhavet til Canada. Dog følte jeg mig ikke særlig privilegeret, da jeg endte med et røvkedeligt job i en elektronikkæde med routers og MIMO-teknologi, som jeg hverken havde den fjerneste idé om, hvordan fungerede eller den engelske udtalelse af dem. Halleluja – hvor gik det godt. Jeg stod fuldstændig modløs og følte mig så grotesk snydt af verden. Havde jeg virkelig rejst om på den anden side af jorden for at få rynker før tid?
Så gjorde jeg det, som jeg ofte gør, når min hverdag bliver lidt for monoton – gør noget lidt for spontant og uovervejet. Det resulterede i, at jeg på min eneste ugentlige fridag flyttede jeg langt væk fra storbyen og op i bjergene. Elektronikkæden fortrød selvfølgelig, at de overhovedet havde givet mig en fridag.
På en skala fra pis til lort, havde jeg hoppet i vandpytter af tis i den forhenværende by, men den her by stod jeg i lort til halsen. Jeg stod i en kritisk situation uden bolig eller job og uden garanti for nogen af delene. Dog var det ikke bekymringer om lort i munden, der fyldte min hverdag, men alle disse nye indtryk. Både af verden og af mennesket.
Mit mål havde været at rejse mellem de canadiske byer og tjene til dagen og vejen, men jeg endte med at tilbringe al min tid i Whistler – byen, hvor jeg næsten druknede i lort. Jeg for vild og forelskede mig betingelsesløst i bjergene, og kald mig bare fatalistisk, men jeg er af den tro, at jeg endte præcis, hvor jeg skulle.
Nu sidder jeg i Danmark og griner højlydt af den gang en australsk ven aldrig havde set sne og blev så ualmindelig bleg i hovedet, da han fandt af ud, hvor koldt det var.
Jeg griner fra bunden af mine lunger, da selvsamme Aussie kom hjem fra byen uden sko, da de var faldet af i sneen. Ihærdigt forklarede han, at han ikke var fuld, men han simpelthen bare ikke havde bemærket, at de var faldet af i den meterhøje sne, der dækkede landskabet.
Jeg griner af en telttur med en skotte og en englænder, der kun kender til kulturnatur som jeg. Alle dybt uerfarne campister og ved at skide i bukserne hele natten af frygt for bjørneangreb. Jeg er ved at tisse i bukserne af grin over dengang, vi måtte leje en kørestol, fordi min roomie havde brækket anklen ved at give en ridetur på ryggen til en gut. For ikke at snakke om den gang, vi stod nøgne på ski eller bungee jumpede med nissehuer i maj.
Og til sidst tager sorgmodigheden over. Det samler sig som en knude i brystet af savn.
Jeg savner det hver dag og det piner mig, at jeg aldrig vil grine højlydt af disse tåbelige historier med venner, der var med. Det er nemlig forbandelse ved at rejse – for nok vil jeg aldrig glemme, men et minde yder ikke dets skønhed rettighed uden dem, vi delte det med. Vi vil huske ting sammen og påminde hinanden om glæderne derved.
Kald mig bare pessimist – for selvom vi svor, at vi nøjagtig 10 år fra nu, ville mødes selvsamme sted og bunde billig-øllen Kokanee og grine af den gang vi stjal naboens bestik, så har jeg min tvivl. Jeg svor også i 9.klasse, at jeg aldrig ville miste kontakten til mennesker, som jeg i dag krydser gaden for at undgå.
Dog er der ingen tvivl om, at jeg nøjagtig 10 år fra nu vil grine med tårer i øjnene af den gang, at vi jagtede bjørne på scootere udvidende om, hvor hurtigt sådan en tyk klump kan bevæge sig.
De ting, som var daglig kost på min rejse, virker nu eventyrlige og så fjernt fra virkeligheden – urealistiske og opdigtet, men er så ganske sande. Jeg savner det hver dag og disse tåbelige historier vil aldrig blive glemt, men de vil altid være historier, der slutter med: “Man skulle nok have været der”.
Det skulle man nemlig.
