Hajbassin

Det er i dag præcis en uge siden, at jeg kastede mig i hajbassinet. Jeg ville svømme med havets rovdyr og ikke bare gemme mig bag jernburets sikre stål, men hajer kan lugte blod og jeg har mine blødende sår. Jeg blev skambidt, men livreddere sørgede for, at disse rovdyr ikke fik lov at slå mig helt ihjel. Til dem, jeg skænker min dybeste taknemlighed.

At skrive en blog eller sågar bare en sammenhængende tekst, ville min dansklærer i 4.klasse næppe have forudsagt om mit tilfælde. Tværtimod. Lad os bare sige, at mine kunstneriske udfoldelser var meget abstrakte og hans lærerløn var ringe betalt med de eventyr af mine, som han var tvunget til at finde bare nogenlunde hoved og hale i. Det var ikke kun magiske drager og flerfarvede enhjørninger, som han skulle kunne forholde sig til, men også mine katastrofale stavefejl. Hovedet sad ofte på bagdelen og halen stak ud af navlen. Heldigvis blev det bedre.

De abstrakte tanker har dog aldrig helt sluppet min skrivestil. Jeg kaster med billedsprog om hajer og livreddere uden egentlig at vide, hvordan disse tolkes. Det er jo vigtigt at sige, at jeg ikke bogstaveligtalt er hoppet i et bassin fyldt med hajer, men jeg blot bruger dette rovdyr til at beskrive de kritikere, der har forbandet mine ord og min måde at bruge dem på. Samtidig bruger jeg livredderne som betegnelse for den enorme støtte, som jeg har fået fra selv de fjerneste kyster. Mine blødende sår er de emner, som jeg debatterer. Sårbarheden, som anses som tabu og usikkerheden i at lade hele verden kravle rundt under mit skind.

Det er fuldstændig uundgåeligt ikke at såres af kritik, når man udleverer hvert ét ord fra hjertet. Selvom uventede mange mennesker har komplimenteret mine ord og kun ganske få været dybt kritiske, så har de negative ord vægtet en del mere end de burde. Jeg skal jo helst ikke føle mig som noget, fordi jeg sætter et par tilfældige ord sammen til et par sætninger og lige pludselig kalder mig blogger. Gud ske tak og lov for vores kære jantelov!

Nogle ville måske have fortrukket, at hajerne ikke var det pure opspind og jeg faktisk lå blødende på et hospital med manglende lemmer i stedet for at sidde bag en computerskræm og snøfte over modbydelig ord uden nogen form for konstruktiv kritik. Så hvorfor vil jeg pinliggøre mig selv for hele verden, når jeg vægter en smule kritik så højt?

Somme tider drukner jeg i livets udfordringer som kærestesorger og eksaminer, eller bagateller som tøjvask, hvor jeg nogle uger har brugt den samme arbejdsskjorte 2 gange og mens jeg står der og lugter til skjortearmhulen, tænker jeg: “Jeg kan sgu ikke være den eneste, der føler sådan her”.
Og måske vi alle sammen kunne føle os en smule mindre ensomme og en smule mere accepteret, hvis vi blev mindet om, at det er helt normalt at have en dårlig dag -at det er helt normalt at have ondt i hjertet og at livet ikke altid er pisse fedt.

Så hvorfor tog jeg egentlig hovedspring og sprang i hajbassinet med livet som indsats? Dumdristighed? Overmod? Følelsen af udødelighed? Jeg var fra start velvidende om, at de knivskarpe tænder kunne rive mig i stykker på splitsekunder, men alligevel gjorde jeg det. Tøvende og med hjertebanken, men jeg gjorde det.

I jernburets sikre stål har jeg flere år gemt mig og sat verden og dens problematikker i et andet perspektiv igennem ord. Det har skånet mig for mange ligegyldige diskussioner og pinlige fuldemandsbeskeder – selvom jeg må erkende, at jeg da har siddet efter barens lukketid og tastet løs på mobilskærmen og sammenbrygget en besked med rasende ord og stavefejl til en uskyldig fyr, som jeg havde set mig sur på. Somme af disse har stensikkert indeholdt lige så mange stavefejl som mine stile i 4.klasse og jeg undskylder for den manglende løn til den fyr, som blev tvunget til at finde hoved og hale i det vås og ovenikøbet komme med nogenlunde feedback.

Jeg opfordrer ikke hele verden til at hoppe i hajbassinet med mig, men jeg står med et sølle håb om at inspirere. Mit mål er nået, hvis bare én enkelt person ser verden en lille smule lysere i 10 sekunder efter at blive mindet om, at det er okay, at vi fra tid til anden har det helt af helvedes til – uanset om det er forårsaget af en cykeltur hjem i regnvejr eller et brud med den store kærlighed.
Det smukke ved ord er nemlig, hvordan de tolkes og selvom jeg har skrevet dem ud fra min egen hverdag, så kan de passe lige så ordret ind i en andens – selvom det kan handle om noget så latterligt som tøjvask.

Jeg ved med sikkerhed, at hajerne vil angribe igen, men fremtiden må vise om havets rovdyr kan slå mig ihjel.