Jeg er single med store blokbogstaver. Måske endda en skriftstørrelse halvtreds i et Word dokument og jeg har snart heller ikke flere fingre at tælle på, hvor mange år det er siden jeg lykkelig og nyforelsket tog en fyr under armen og viste ham til hele verden.
Dog er der ikke tvivl om, at jeg har haft venner på min vej. Baaaaaare venner. Jeg har nok aldrig været fuldstændig klar til at sætte en kærestetitel på, så vi var bare venner. Selvfølgelig måtte han kun elske mig, men jeg var alligevel ikke hans – og vi gjorde mange yderst upassende ting for bare venner at være.
Jeg har elsket, og jeg har elsket mere end én mand. Jeg har haft dybe og intense følelser, som jeg har gjort til en pladderoverfladisk joke, fordi følelser er som pige- og drengelus var i tredje klasse – ikke rigtig accepteret.
MEN JEG HAR FØLELSER! Et helt hav, som der kan være vindstille og idyllisk, men bestemt også uvejr med både torden og meterhøje bølger. Jeg er så skide sensitiv og jeg har grædt snot over hver en mand, jeg har elsket og mistet – men Gud, hvor har jeg ikke ville indrømme det!
I stedet har jeg fundet mig selv med mascararullende tårer ude på et mørkt diskoteks pigetoilet med veninder, der kynisk har sagt, at alle disse tårer mit hjerte græd skulle skyldes væk med shots – velvidende om, at de første tyve åbenbart ikke hjalp.
Men det tåbeligste ved disse tårer, er, at de ikke har været ensbetydende med et knust hjerte – det kunne lige så godt være et splittet hjerte, der var lige så rundtosset som efter en omgang ølstafet.
Er han interesseret i mig eller min runde bagdel? Flirter vi med andre eller kysser vi offentligt? Hans roomie stirrer altid lidt mistænksomt på mig, mon han ikke kan lide mig eller har jeg bare altid spinat mellem tænderne? Hans hund elsker mig, men gør han?
Vi er nemlig generationen, der hellere vil have klamydia end disse lusede følelser. Vi er de hjerteløse singler, som altid smiler og er ovenpå. Dem der glædeligt drikker et shot og griner hånligt, når en veninde i “jeg har aldrig” ikke har haft en kønssygdom. Vi er usårlige!
Jeg vil ikke tage de af jer, der er en supermand uden kryptonit, med mig i faldet, men jeg er træt. Jeg er så forbandet, skidehammerende, pisse træt af alle de normer, som vi skal acceptere og forme os efter.
Nu skal misforståelser ikke opstå. Jeg opfordrer bestemt ingen til at røve en bank eller køre over for rødt – det har vi lovgivningen og utilitarismen til at regulere.
Måske jeg bare kaster med en masse spydige ord, fordi jeg er blevet småfuld af den billige flaske vin fra Netto, som jeg har delt med mig selv i stedet for ham den søde fra mit studie, som jeg ikke har turde skrive en besked til.
Jeg har det nemlig nemt ved at gemme mig mere eller mindre anonymt bag en computerskærm og kritisere disse normer om følelser, når jeg udmærket ved, at jeg vågner op med mandagstømmermænd – smiler og virker ovenpå med min store kop kaffe fra kantinen, der er lige så sort som randerne under mine øjne.
Nu må du endelig ikke kaste din medlidenhed på mig – for selvom jeg er træt af mange ting og brokker mig i stor stil, så er jeg nok bare en gennemsnitlig single, der nyder den ekstra plads i min dobbeltseng og uforpligtende sex (undskyld mor).
Jeg vil ikke lade min frygt for at blive afvist og såret, lade min verden gøre grå i stedet for farverig af chancen for smil og glæde.
Så nu åbner jeg flaske nr. 2 og sender ham en besked, så må det bære eller briste – for livet er for kort til drikke to flasker vin alene.
– Får jeg en afvisning, er flasken alligevel allerede åbnet.
