Det er første gang, at jeg nogensinde er flyttet for mig selv. Alene. Bare mig. Tidligere har jeg selvfølgelig været udeboende, men i et hus fyldt med en masse personligheder og det var faktisk nemmere at rumme alle disse fremfor kun at diskutere med min egen.
Jeg er nu tvunget ind i denne introspektive verden med en masse tanker, som jeg har haft så fjernt. Min tankestrøm flyder ofte over åndssvage beslutninger, som jeg tidligere har taget. Gamle situationer, som mere modne Pernille nok ville have håndteret anderledes til en vis grad.
Jeg fortryder ingenting. Jeg bilder mig selv ind, at jeg er så filosofisk anlagt, at jeg tror på, at livet bliver for kort, hvis man fortryder halvdelen af det – dog med en lille finger i mellem alligevel, hvor jeg flere tusinde gange har følt mig ti centimeter høj og uden hverken værdighed elller anstændighed.
Tro mig, jeg har krummet mine tæer over min egen opførsel og gjort ting, som jeg vitterligt ikke er stolt af – men set med mine usynlige filosofiske briller på, så gik tingene nok den gang, som de skulle gå.
De fleste, som enten kender mig eller har kendt mig, vil kunne bekræfte min påstand; jeg er dybt ekstrovert – hvilket en påtvunget personlighedstest i organisationsteori ligeledes bekræftede. Jeg er nærmest panisk for at være alene.
En kombination af samtlige af mine karaktertræk gør, at jeg ikke altid får gennemtænkt de ord, som jeg vil sige før de allerede er blevet smidt direkte i hovedet på personen, som står lige foran mig.
Jeg har brændt broer, som jeg stadig gerne ville krydse til personer, som jeg stadig skjult holder af. Personer, som jeg skænker tanker og fantaserer om, hvordan deres liv udspiller sig. Jeg forestiller mig opdigtede veninder, elskende kærester og succesfulde job – og ikke mindst, hvordan de en dag vil fortælle alle disse historier til mig.
Jeg indrømmer gerne, at nogle af broerne er brændt af to-flasker-vin-fulde Pernille, der somme tider er mere uudholdelig at diskutere med end pinligt ædru Pernille.
Hun kan være lidt af en mundfuld og især at være uenig med – og nu skal jeg så sandeligt ikke forsvare hende, men hun står aldrig bag facaden og gnider i sine små djævle hænder med en dårlig intention. Tværtimod.
De æder mig op alle disse ord, som jeg har brugt til at stifte ild til broerne – de har nemlig ikke afspejlet mine intense følelser, men mit dårlige humør over, at jeg sikkert var faldet over mit eget venstre ben på vej ud af sengen eller gledet i et par brugte trusser, som jeg havde smidt ud over sengekanten aftenen forinden.
Med mine usynlige filosofiske briller vil jeg drage den konklusion, at det måske ikke er så skidt at blive overmandet af sine tanker og revet tilbage til hver eneste dårlig beslutning, som man har taget.
Sandheden er nemlig den, at jeg styrter rundt i alle retninger uden et kompas for at nå alting hurtigst muligt. Jeg vil så gerne frem i verden, men jeg ville ikke kunne kigge mig selv i spejlet, hvis jeg uagtsomt satte en bro i brand til en af mine kæreste.
Alle disse tanker, som har overmandet mig i min lille lejlighed, har revet mig igennem hele følelsesregisteret med både smil og tårer – ting, som jeg ønsker at føle!
Somme af disse broer er nedbrændt og aksen er blæst væk, men andre har stadig de bærende stolper intakte og måske de med ny maling kan skinne igen.
Lige nu vil jeg læne mig tilbage i stolen og lade mine tanker overmande mig på godt og ondt i håbet om, at mine dårlige kommunikationsevner ikke fører til pyromani.
