Sandheden er nok den, at jeg står i dyb tvivl, om hvor jeg skal starte og ikke mindst slutte. Jeg tager de første par skidt, men er så skide bange for at træde forkert og hvor går grænsen mellem personlig og privat? Hvornår siger jeg for meget og end værre for lidt? Hvor intet vover, intet vinder. Velkommen ind bag de lukkede mure:
De seneste par måneder har mit liv været en vandrutsjebanetur, og store omvæltninger har trukket mit hoved under vand og jeg har måtte hive efter vejret til bunden af mine lunger. Jeg ruller nok stadig rundt i denne uendelige rutsjebane – som vidst bare kaldes livet.
Alle de seneste omvæltninger har været overgangen fra teenager til voksen – en meget ung voksen. Overgangen fra at tigge om fredagsslik til selv at skulle købe det.
Denne overgangsfase ramte med sit første stadie i form af sved i håndfladerne og hurtigpumpende adrenalin, da jeg for ganske få måneder siden vendte tilbage til virkeligheden efter otte måneder med evig ungdom på Ønske Øen med Peter Pan.
Kort og kedeligt tog jeg et sabbatår i det canadiske skisportsparadis, Whistler – eller den vaskeægte Ønske Ø. I Whistler skinnede solen nemlig, selvom der var minus på kontoen og man var ikke kun ung og dum, men også yderst uansvarlig.
Jeg havde knapt krydset Atlanterhavet, da det altafgørende og rungende spørgsmål blev stillet: “Hvad vil du nu, Pernille?”, og de forventede et svar.
På daværende tidspunkt hoppede jeg med på vognen og pladrede løs om universitet – det vidste jeg, at mine forældre så brændende gerne ville høre. Jeg gik så langt, at jeg sågar sendte en ansøgning for at købe mig selv lidt tid. Jeg havde været en del af det kassetænkende samfund, hvor gymnasiet var efterfulgt af folkeskolen og et sabbatår efter gymnasiet. Det var første gang, at jeg blev spurgt, hvad jeg ville og jeg vidste det da for fanden ikke. Fortvivlelsen var stadie to.
På trods af jeg bevidst havde søgt ind på et studie med langt højere adgangsgennemsnit end mit gymnasiale, var jeg knust, da jeg modtog afslaget på min ansøgning. Min sårbarhed lå ikke i afvisningen, men nederlaget – for jeg vidste stadig ikke, hvad jeg stræbte efter og det hang over mit hoved som en sort tordensky, der blot ventede på den masseødelæggende tornado. Og tredje stadie var ren selvdestruering.
Dette stadie var som en highfive med en overberuset ven, der i stedet klasker dig direkte i fjæset uden overhovedet at tilbyde dig et vodka shot først.
Uvejret over mit hoved blev erstattet med mildere vejr. Regn var der stadig masser af. Nogle dage var der skybrud, mens andre dage hovedsageligt bestod af støvregn – selv solen dukkede somme tider frem. Noget eller nogen sparkede mig ud i regnen, og lærte mig at danse.
Jeg sendte en ny ansøgning til Syddansk Universitet, og blev optaget. Jeg takkede ja til en splinterny studiebolig og et studiejob på en lille café i hjertet af Odense.
Der er stadig regnvejrsdage, men solen skinner oftest. Jeg er nået til fjerde stadie i overgangsfasen, hvor jeg selv skal købe mit fredagsslik – og nogle uger er der flere fredage end andre.
