Jeg tilgiver dig, Mads. Jeg ved, at det var de ord, som du så brændende gerne ville høre. Jeg har tilgivet dig for længe siden, men du bar stadig på skyldfølelsen af vores kampe – det ved jeg, at du gjorde. Jeg tilgiver dig for at forlade os nu – for jeg bliver nød til … Continue reading Til min første kærlighed
Knuste hjerter er den eneste kærlighed, som jeg kender. Kærlighed, som synes så smuk og lidenskabelig, men der er intet smukt i at føle sig kvalt i livet eller lidenskabeligt i at græde af hjertesmerte på et koldt flisegulv. Der er intet smukt i løbende mascara eller en fuldvoksen kvinde i fosterstilling. Der er intet … Continue reading Porcelænsskrøbelig
Forgrædt og selvdestruktiv kan jeg stå foran spejlet. Rynke næse af mine store lår, mine brede hofter og mine blævrende mormorarme. Denne næse, som jeg kan rynke, sidder fuldstændig malplaceret og er alt for stor i forhold til mit hoved, og selv mine armhulehår har en bedre hårvækst end det der gror på toppen. Af … Continue reading Mormorarme og rosé
I disse dage fylder jeg mit hoved med en masse fremmedord om kritiske succeskriterier, krydspris-elasticiteten og kvadrede estimationsfejl. Til eksamen kaster jeg rundt de forkerte begreber og formår at kombinere statistik, marketing og virksomhedsøkonomi i ét samlet fag. Reeksamens datoer har jeg allerede sat ind i kalenderen – for hvad nu hvis. I dag stod … Continue reading Min karakter og ikke mine karakterer
Det her er min undskyldning til dig. Èn, som du aldrig kommer til at få. Krumrygget og med røde øjne sidder jeg som verdens værste menneske. Jeg kan garantere dig, at jeg utallige gange har krummet tæer over min egen opførsel – følt mig dum og barnlig. Nærmest dagligt føler jeg mig som et forfærdeligt … Continue reading Verdens værste menneske
Det rungede lidt ekstra i ører, da jeg blev stillet dette spørgsmål. Kræsede i mine tanker i en uendelighed og jeg lod ikke til at kunne svare. Spørgsmålet var jo som sådan ganske simpelt – hvem forventede jeg, der ville læse med på min blog? Hvem fanden ville egentlige donere deres dyrebare tid af livet … Continue reading Mit yndlingssted
Jeg kører i en gammel Peugeot 106, der næsten er ældre end jeg. Den er rød og pinlig, som Linse Kessler ville have sagt det. Den er lige gået igennem syn – hvilket er et mirakel i sig selv. Den larmer mere end den kører og det eneste, der nok rigtig er noget værd, er … Continue reading Fuld fart i den forkerte retning
